Ordskælv, livskraft og meningsfulde tomrum (Del II)

by Hannah Bergqvist
Ordskælv, livskraft og meningsfulde tomrum (Del II)

(Publiceret på BogMarkedet, d. 14. juni 2019. Kræver abonnement).

Indland 14/06/19

Litteratur skaber rum for fællesskab. I dag fortsætter vi interviewet med Karen Siercke fra Ordskælv.

– Forventningen om, at man skal blive til noget frem for nogen, er meget sigende. Og fejlkulturen taler man meget om i øjeblikket i forbindelse med iværksætteri-agendaen. Det fokus på innovation & entreprenørskab, som vi ser også på skoleområdet. Men måske taler vi i virkeligheden for lidt om, hvad det rum med plads til at fejle skal kunne, og hvordan vi i det hele taget skaber og omfavner det?

”Ja, og faktisk har Ordskælv selv snublet famlende rundt, fordi det fra starten netop ikke var tænkt som noget skalérbart i forretningsmæssig forstand. Det har hele tiden udviklet og vokset sig større på en organisk måde ud fra et hjertevarmt ønske om at give ro og plads til at arbejde med og fortælle sin egen historie. At opdage, at man kan noget med det her.
Og det setup forsøger vi at bevare, i takt med at organisationen vokser og bliver mere formaliseret. Ordskælv skaber et fordybelsesrum, hvor man lyner op, vender vrangen ud og står med sit inderste og hjertet i hånden. Der er som sådan ikke noget formål med det andet, end at det skal give mening for den enkelte forfatter. Det handler ikke om at skabe profit og have en agenda, snarere end at turde være sårbar og have modet til at dele sin historie.

Det er ikke alle, der fra starten har lyst til, at deres historier skal udgives, men når de kommer om på den anden side af processen og ser, hvad de har skrevet, bliver de så stolte og er faktisk ret ivrige efter at dele det med andre. Det er en autentisk og ægte oplevelse for de unge forfattere at være sårbar og tryg ved det på samme tid – at mærke den styrke, der kan være i at stå med sin egen fortælling i hænderne. Der bliver det synligt og håndgribeligt. For der er jo det ved det, at Ordskælv når ud til nogle unge mennesker, der ikke nødvendigvis synes, at de er noget særligt. Alle dem, der kan og vil, skal nok finde ud af at skabe deres eget rum og platform at komme ud på. Men det der med at forære nogen et fællesskab og starte med et menneske og så finde nogle flere, det kan vokse op omkring, gør, at det er relationerne, der bærer det frem. Og det er dét, der kendetegner vores stærke, men også noget Houdini-agtige og lidt atypiske, organisation.”

– Så det er båret af den personlige drivkraft?

”Det er det i den grad. Antologien ‘Det ser sort ud – men det er det ikke!’ var båret af mit eget behov for at få fortalt de her svære historier om at miste en forælder, og i kølvandet på det er der sket en knopskydning af idéer, som hele tiden bliver løftet af nye ildsjæle.

For eksempel har vi Zanaib Nasrati, som var 13 år, da jeg mødte hende første gang i en gymnastiksal på Nørrebro. Hun var i 2010 med til at skrive ‘2200 N – orakler, shawarmaer og bristede fordomme’. Seks år senere kom hun selv til mig med en idé og ønsket om at skabe det samme rum for andre. Det var i tiden omkring skyderiet på Krudttønden i København, og der var stor debat omkring islamofobi og ”danskhed”, og det spændingsfelt ville hun gerne dykke ned i for at skabe et rum, hvor vi kunne møde hinanden og tale om de her ting. Og det syntes jeg var helt perfekt, så jeg sagde: ‘Ordskælv er dit, her er nøglerne’. Det blev med tiden til projektet og udgivelsen ‘Drømme for Danmark’. Og i dag er Zainab næstformand i Ordskælv og laver alle mulige ting fra hovedkontoret i Albertslund. Hun afholder skriveværksted hver onsdag, har taget ansvar og er med til at udvikle og bære det videre. Vi blev på et tidspunkt også kontaktet af Nordisk Ministerråd, som gerne ville poste nogle penge i et pan-nordisk projekt om at vokse op i fattigdom, og min første tanke og største bekymring var: Hvem er ildsjælen bag det her, hvem skal gribe den?

Jeg havde jo ikke den erfaring, og jeg kendte ikke lige nogen, der havde. Men vi fandt de folk, der kunne bære det, og sammen fik vi sat det i værk. Og det er dét, Ordskælv kan og skal. Modellen og fremgangsmåden er altid den samme, men det er med nye folk med nye idéer og historier hver gang. Derfor står det også på skuldrene af de personlige fortællinger og relationer, som vi for eksempel nursede i Grønland, Island, Norge og alle de andre nordiske lande. I dag har det nordiske projekt forgrenet sig til et netværk af europæiske organisationer. Der er for eksempel Fighting Words i Irland, Nick Hornbys Ministry of Stories i London og flere andre i Paris, Barcelona, Firenze. Og i næste uge skal jeg til Edinburgh og besøge vores skotske kolleger forud for konferencen i 2020, som Ordskælv faktisk er vært for.”

 

Om store drømme og ringe i vandet

– Det er jo egentlig pudsigt, at noget så individuel en aktivitet, som læsning og skrivning faktisk er, kan skabe et summende og spirende rum for social aktivitet og samvær, hvor man føler sig som en del af noget større. Er det dét, litteraturen kan?

”Ja, og vi oplever det utroligt stærkt. De fysiske menneskemøder gør vi meget ud af. Vi er indimellem nødt til at arbejde via Skype, især med vores internationale legekammerater, men vi gør rigtig meget ud af at mødes, fordi der er så mange gaver undervejs; det kongerige det er at gå ind i et andet menneske og tale sammen. Altså tale rigtigt sammen.
Det er jo ikke nødvendigvis unge, der har en forfatter i maven, vi arbejder med. Det kan det også godt være, men det handler mere om at få lov til at fortælle sin historie og arbejde med den. Hvis de har lysten, kan de få alt det andet gennem 1:1-arbejde med vores frivillige, som kan være studerende fra dansk eller retorik, lærerstuderende, forfattere eller journalister, som har lyst til at give tre timer af deres tid om ugen, og som altid møder det menneske, der skriver, lige præcis dér, hvor de er i processen. Og dét har vist sig at være en supergod surdej for at lave en krydsbestøvning på tværs.”

– Så i en kultur, der meget tidligt afkræver en uddannelsesstrategi af børn og unge, at ”der skal være en retning og et formål,” er det OK lige at stoppe op og tage temperaturen på sig selv og sit liv. At drømme noget mere. Gå langsomt frem. Det er måske i virkeligheden også litteraturens tempo?

”Ja, sådan har jeg egentlig aldrig tænkt på det før. Men jo. Det handler om den fremkaldelsesproces, hvor man bliver til det menneske, man er. Og som organisation er vi et sted nu, hvor vi har flere samarbejdspartnere, så selv om vi stadig drømmer om en mæcen med tre års risikovillig kapital, så får vi det til at lykkes. Vi har plads til modige idéer, som kan hoppe ind i hovedet på andre og også blive til deres. Det vil bare leve! Og det er vildt at opleve, hvordan livet bryder ind og skaber det der snublerum, hvor man bliver mere og mere modig: Hvis jeg tør at hoppe ud i det, kommer der på en eller anden måde nogen og griber en.

Det lykkedes måske ikke, som jeg havde forestillet mig, men i en eller anden form skal det nok lande. De hullede budgetter kalder på legekammmeratskaber og samarbejdspartnere, som bidrager med helt fantastiske ting. Og drømmene betyder jo alt! Det er de umulige drømme, der sætter retningen for ens liv. Og det er lidt truet i vores travle hverdag, synes jeg.

Drømmene gør, at man løfter blikket og lige kommer ud over sin egen boble. Der er forventningen om, at man skal være god til det hele. Hvorfor er det ikke i orden bare at være god til det, man kan? Så jeg har lært at holde af afvejen. At turde tage sig tiden til at fordybe sig i sin egen proces. Og også turde give slip og lave plads til brakperioder. Jeg havde jo selv et stort fjumreårti efter min mors død med de der tændstikæsker og adskillelige studier i flere fag og lande, og det er alligevel endt med at give super meget mening. Mens jeg var i det, var det et stort miskmask, men litteraturen gør det uhåndgribelige håndgribeligt, så andre kan få gavn af det og spejle sig i det. Lære noget af det. Og vi kan mærke, at det sætter ringe i vandet. Det kan godt være min tekst er færdig for mig, men det sætter noget i gang hos andre.”

Tre Ordskælv-udgivelser.

– Er der noget, du er særligt stolt af?

”Jeg tænker ikke over, at det er noget, jeg er stolt af som sådan. Men jo, jeg er super lykkelig for det fletværk af relationer, der er kommet ud af det for alle forfatterne og projektmagerne. Jeg er stolt af at have skabt en ramme for et fællesskab, der knytter nye forbindelser mellem mennesker; venskaber, kærester, professionelle relationer.

Nogen har endda startet deres egen virksomhed efter et forløb. Og jeg er glad hver gang, der er nogen, der får noget med videre. For jeg kan jo se, at det her er ikke noget, der ender. Lige som jeg troede, at jeg kunne binde sløjfen om det første projekt og sige: det var dét!, spirede frøet til det næste.

Og nu har vi lavet det i ti år til september. Så nu kigger vi ind i at gøre Ordskælv ikke bæredygtigt, men trampolindygtigt, så unge altid vil have den mulighed for at skabe deres egne ting, brug for hjælp til at realisere det. At være muldjord for noget større. At være det produktionsselskab for andre, som skaber nogle små tændstikæskerum rundt om skrive- og fortællefællesskabet. Verden er altid fuld af fabelagtige idéer, og så handler det bare om at få det til at blomstre.”

Efter vores samtale forærer Karen mig et udpluk af de flotte udgivelser, som Ordskælv har været fødselshjælper for. Jeg spørger Karen, om jeg må få Zainabs telefonnummer, fordi jeg er nysgerrig på, hvilken forskel Ordskælv har gjort for hende. Zainab svarer med det samme:

”Ordskælv startede med bogudgivelsen ‘2200 N – orakler, shawarmaer og bristede fordomme’ på Karens initiativ for ti år siden og blev skabt i et fællesskab af gode mennesker og skrivelystne talenter. Jeg var 13 og blev medforfatter af den farverige bog. Da jeg vendte tilbage til Karen, var det som 18-årig med ønsket om at bringe stafetten videre og tilbyde netop sådan et skriveværksted, ja faktisk skrivefællesskab, til unge mennesker med en vigtig historie. Det at give en hjertesag et rum, hvor mennesker kan fortælle, hvorfor hjertet banker for netop den hjertesag, de sætter ord på, er noget af det fineste overhovedet. Det gør en forskel. For forfattere og læsere. Og det ville jeg gerne være med til at gøre muligt i hele Norden. Det har vi arbejdet på sidenhen.”

Foto: Hannah Bergqvist

Also in this category