Ordskælv, livskraft og meningsfulde tomrum (Del I)

by Hannah Bergqvist
Ordskælv, livskraft og meningsfulde tomrum (Del I)

(Publiceret på BogMarkedet, d. 13. juni 2019. Kræver abonnement).

Indland 13/06/2019

Ti blanke sider, som du må fylde ud med lige præcis den historie, du vil. Det er opskriften på skriveværkstedet Ordskælvs succes, som hjælper unge forfatterspirer med at sætte ord på deres egne historier. Stifter Karen Siercke fortæller om værdi og vigtighed af det litterære rum.

En gråkold majdag møder jeg Karen i hendes åbne, skandinaviske køkkenrum med store panoramavinduer, flot lysindfald og vidunderlig udsigt over de grønne, midtsjællandske marker.

Karen Siercke.

Jeg har forberedt en række spørgsmål, som kredser omkring tilblivelsen af Ordskælv, projekterne og udgivelserne og fremtiden for Ordskælv. Men vi når aldrig rigtig at overholde ‘køreplanen’, for når munden løber over med det hjertet er fuld af, udvikler samtalen sig naturligt i retning af noget mere krøllet og autentisk.

Om det meningsfulde og meningsgivende tomrum

”Jeg var 22 år, da mine hænder blev vanvittige og var nødt til at skabe noget.” Sådan starter Karen med at beskrive baggrunden for at starte Ordskælv.

Efter et kort og intenst sygdomsforløb betød hendes mors alt for tidlige død, at Karen i en ung alder væltede ind i et eksistentielt tomrum, som hun fyldte ud med en række kreative sysler, der med tiden udviklede sig til det, der i dag er et levende, kreativt og omsorgsfuldt skrivefællesskab for unge med en helt særlig og ofte svær historie at fortælle.

”Efter min mors død fandt jeg en tom tændstikæske i hendes røde jakke, som jeg gik og fumlefingrede med i lommen, når jeg gik tur på Assistens Kirkegård. Og der var noget over det lillebitte tomrum i æsken som var superoverskueligt, så jeg begyndte at fylde den med ting, jeg fandt. Grannåle, frimærker, glaskugler, små skatte. For omverden gav det absolut ingen mening, og folk spurgte, om det var det, jeg havde taget min uddannelse for.

Men for mig gav det alverdens mening, det var stilladset, der holdt min verden sammen. Og stille og roligt begyndte det at gribe om sig, og det endte med at jeg lavede julekalendere af små chatoller af tændstikæsker med hjemmestrikkede gaver i til alle dem, der fyldte kirken til min mors begravelse. Jeg tænkte: hvis jeg kan lykkes med at fylde det her lille tomrum ud, hvad er så ikke muligt?

I dag kan jeg se, hvordan Ordskælv er vokset ud af den oplevelse, for det handler om at lave et klart defineret tomrum, at få 10 blanke sider, som er ens egne, og som man kan fylde ud med lige præcis det, man ønsker og samtidig opnå et fællesskab med andre med lignende oplevelser i bagagen. På den måde kan man sige, at der er en lige linje fra dengang til det vi laver i dag.”

– Så det kreative rum blev din redning?

”Ja, det kan man godt sige. Midt i sorgen over at have mistet min mor, havde jeg mere brug for et produktionsselskab end en psykolog for at få oplevelsen, som jeg manglede et sprog for, ud. Det var min overlevelsesstrategi: grib mig i det her svævende rum! Og hvis jeg havde det sådan, måtte der også være nogle andre derude, der havde brug for det samme.
Så det var noget med at finde en måde at fortælle min historie på, så verden fik lyst til at lytte, blive inspireret og forstå alt det her jeg ikke selv havde ord for. Samtidig handlede det også om at komme tilbage fra det intense sygdomsforløb med min mor.

Jeg studerede antropologi på det tidspunkt og kunne overhovedet ikke samle mit hoved om at læse en bog. Eller det vil sige, jeg kunne ikke rumme den videnskabelige teori, som syntes ligegyldig i sammenligning.
Men litteratur kan noget helt andet. Du ved, de der historier, der ruster en til at håndtere det menneskemudder, der indimellem også er livet.

Og dér sendte en god ven mig Dave Eggers’ bog ‘A Heartbreaking Work of Staggering Genius’, som fuldstændig satte ord på alt, hvad jeg tænkte og følte på det tidspunkt. At skulle håndtere andres sorg oven i min egen, samtidig med, at der var enormt meget kærlighed forbundet med det at skulle give slip på min mor. Det var der en kæmpe livskraft i.

I det tomrum kunne jeg mærke form på alt det jeg syntes, jeg manglede. Jeg havde brug for at få rodet ud, så jeg kunne se det og finde mening med det, jeg havde gennemlevet. Og det var altså en kæmpemæssig gave. Alle mine sanser blev sat på ydersiden af huden. Der var intet bolværk, kun frit svæv i det her rum uden loft, vægge og gulv. Men det var også et rum fuld af muligheder.”

Om ungdommelig drivkraft, tålmodighedssekretariater og snublende ildsjæle

I forbindelse med sine studier var Karen over flere omgange i praktik på skriveværkstedet (og piratbutikken) 826 Valencia i San Francisco, som er startet og drives af netop Dave Eggers, den amerikanske bestsellerforfatter. Stedet drives som forlag til klokken 14, hvorefter byens unge kan komme ind og skrive tekster og arbejde med deres historier under kyndig vejledning fra forfattere og andre kreative fagfolk.

”Der er jo noget ved det, at de middelmådige låner og de geniale stjæler, som Picasso sagde. Og alting passede bare fuldstændig sammen i 826. Alt hvad jeg brændte for og havde lavet indtil nu var lige der i San Francisco. Jeg arbejdede der først i et halvt år i forbindelse med en praktik og siden kom jeg tilbage, da jeg skulle skrive speciale. Det var den periode, hvor Obama blev valgt som præsident og der strømmede en bølge af håb og storhed gennem verden. Alt kunne lade sig gøre.

Jeg havde søgt puljen Læselyst under Kulturministeriet og glemte i øvrigt alt om det, indtil min ven Kalle skrev over til mig, at Ritzau havde udsendt en pressemeddelelse om, at Ordskælv fik 100.000 kroner til at give unge på Nørrebro en stemme til at fortælle deres egen historie. På det tidspunkt havde jeg allerede tegnet konturerne af det. Der var nemlig en festival i San Francisco, der hed noget med Word og Quake, og jeg tænkte, at Ordskælv lød meget bedre på dansk.
Det var også den periode, hvor bandekonflikten på Nørrebro var på sit højeste og jeg fulgte det fra USA gennem medierne, hvor de historier fyldte mere end dem, jeg vidste også fandtes i mit kvarter. Og jeg syntes det kunne være sjovt at høre de børn og unge, der havde deres hverdag her, fortælle deres syn på verden – deres egne historier.

Så drivkraften i det hele er jo ordet og de unges personlige beretninger. Der er så meget på spil i den alder, hvor man befinder sig mellem barndommens land og voksenlivets alvor. Man fumler sig frem i søgen på svar om hvem man er, man skal finde sine ben og navigere i omverdens forventninger til at man skal blive til noget, samtidig med at livet vælter ind over en på både sociale og private fronter. Og det er netop det Ordskælv skaber et rum til at bearbejde. Vi er en slags ”tålmodighedssekretariat”, hvor vi insisterer på rummet og pladsen til at snuble.”

Interviewet med Karen Siercke fortsætter i morgen.
Foto: Hannah Bergqvist.

Also in this category