Louisiana Literature 2019: asymmetri, karkofoni & symfoni

by Hannah Bergqvist
Louisiana Literature 2019: asymmetri, karkofoni & symfoni

(Publiceret på BogMarkedet, d. 4. september 2019. Kræver abonnement).

Indland 04/09/19
Af Hannah Bergqvist

Louisiana Literature fejrede i weekenden sit 10-års jubilæum med en lang række internationale og danske forfattere og performere på programmet. BogMarkedet bringer en stemningsrapport fra åbningsdagen.

 

Gæster ved Henry Moores ikoniske statue inden festivallen går i gang. Foto: Hannah Bergqvist

Kl. 15:00. En solrig torsdag i august. Jeg får udleveret mit adgangskort og pressemateriale ved indgangen og sætter mig ud i det bløde græs i Louisianas skulpturpark for at nyde panoramaudsigten over Øresund, mens jeg lægger en plan for, hvilke indslag jeg gerne vil se. Det er et velsignet godt vejr og omkring mig samles andre forventningsfulde gæster på tæpper og ved Henry Moores velkendte statue. Folk drikker vin og spiser lidt medbragt frugt, ligger i græsset og kigger op i himlen, nyder roen, bladrer i festivalprogrammet og taler om deres kendskab til de kunstnere, der kommer i dag. Forventningens glæde er stor.

Parkscenen med udsigt over Øresund. Foto: Hannah Bergqvist

Kl. 16. Gæsterne begynder så småt at indfinde sig på Parkscenen, det store telt neden for caféen, hvor havets brusen danner afstressende bagtæppe for den forestående kick-off. Sikkerhedsvagter sørger for, at folk stiller sig i behørig afstand bag bardunerne, så de, der sidder i græsset uden for teltet også får et fint udsyn til scenen. De ledige pladser forsvinder en efter en, folk sludrer, griner, læser, venter spændt. Klokken bliver 16:30 og festivalleder Christian Lund går på scenen for at byde velkommen med en hyldest til læserne, som altid udgør et veloplagt publikum. ”Det et er noget af det forfatterne altid fremhæver, når de har været her. Læserne på Louisiana gør en indsats, de læser bøgerne hjemmefra, er et veloplagt publikum og griner de rigtige steder. Derfor er Louisiana Literature særligt læsernes fest”, siger han.

Litterært indslag på ungarsk, Lázsló Krasznahorkai i samtale med Tomas Espedal & Peter Eszterhás. Foto: Hannah Bergqvist

Og med de ord går trekløveret fra dagens først programpunkt på scenen. Tomas Espedal i samtale med den ungarske forfatter Lázsló Krasznahorkai om debutromanen ”Satantango”, som netop er udkommet på dansk. Samtalen er på ungarsk, så han får hjælp fra Krasznahorkais danske oversætter, Peter Eszterhás, som sidder mellem dem for at formidle den eftertænksomme, ungarske talestrøm for de tilhørende. Han kender Krasznahorkais humor og stil ret godt kan man se, for mens de ungarske gloser lyder ud i højttalerne, smiler og nikker han anerkendende. Formidler med stort overskud. Og med havets bølgebrus i baggrunden, går snakken om de historier man finder, når man som ung ungarer flytter tidligt hjemmefra for at leve sammen med mennesker på samfundets dybeste bund; om at høre stemmer og vælge at skrive bøger om dem og med dem i stedet for at gå til lægen (underforstået: for at dø); om væsentligheden af at lytte efter tekstens og ordenes tempo og musik.

Endelig kom der billede på skærmen. Shahrnush Parsipur i samtale med Nazila Kivi. Foto: Hannah Bergqvist

18:00. Under nogle store fyrretræer i Skulpturparken er der opstillet et mindre telt med en storskærm, hvor man kan følge live transmissioner fra Koncertsalen. Her skal den iranske forfatterinde Shahrnush Parsipur tale med Nazila Kivi og Olga Ravn skal læse højt. Folk sætter stole op og finder sig til rette, sipper lidt hvidvin og venter på, at storskærmen får billede. Parsipurs hæse stemme lyder i højttalerne, men der er intet billede. En underlig stemning indfinder sig og vi kigger alle sammen på hinanden. Der bliver helt stille. Alle lytter opmærksomt og undrer sig samtidig over, hvor billedet bliver af. Hvor er der én, der kan fikse skærmen? Ingen har lyst til at rejse sig og gå glip af noget, og ingen siger noget. Så der sidder vi og lytter. Sammen. Til Parsipurs hæse stemme, som først læser et uddrag op på persisk og siden taler på et lidt gebrokken engelsk. Mikrofonen hakker også lidt, det er som om vi lytter til et radiospil. Stadig intet billede. Abrupt lyd. Snakken om Parsipurs bog, kultklassikeren ”Kvinder uden mænd”, kommer langsomt i gang. Historien om fem kvinder i 1950’ernes Teheran – mon der er en reference til Hemingways ”Mænd uden kvinder”? spørger Kivi. ”Men don’t understand women”, affærdiger Parsipur og fortsætter med at forklare, hvordan Munes’ fortælling (kvinden, der dør og vender tilbage til livet) binder de fem kvinders fortællinger sammen. ”The one who dies and comes back gains wisdom”. Et par festival officials roder med nogle ledninger bag skærmen, mens Parsipur fortsætter, ”…we die, but nature continues to live on. I don’t belive in death.” Endelig kommer billedet på og Olga Ravn går i gang med at læse højt fra den danske oversættelse. Uden for billedet. Så drejes kameraet og 2/3 af Olga kommer til syne. Billedet falder ud igen, sort skærm. Men heldigvis er lyden intakt. Folk sukker, men lytter stadig intenst og opmærksomt med. Accept af teknikkens ustabilitet.

Rachel Cusck læser højt fra ”Kudos”, 3. bind i sin romantrilogi. Foto: Hannah Bergqvist

Til lyden af fuglefløjt og den svagt svindende persiske ordstrøm går jeg videre mod museets hovedbygning for at nå næste programpunkt kl. 18:30. Vestscenen, hvor fem udenlandske forfattere skal læse højt fra deres bøger. Jeg når at høre de første to. Først den canadiske forfatterinde Rachel Cusck, der er kommet susende direkte fra lufthavnen for at læse højt fra 3. bind i sin romantrilogi om en kvinde, som prøver at finde sig tilrette i livet efter skilsmisse og moderskab. Det første bind ”Omrids” er netop udkommet på dansk. ”Se hvad jeres ligestilling har gjort for jer,” lader hun hovedpersonens mor sige på et tidspunkt. Derpå amerikanske Lisa Halliday, hvis bog ”Asymmetri” handler om en ung kvindelig forfatterspires forhold til et litterært mandligt koryfæ. ”Who tells the story? … Remember what Chekhov said: if in the first act you have a gun hanging on the wall, then it must fire in the last act”. Litteraturteoretiske referencer. Djævlen er i detaljen. Alt i din historie må og skal have relevans. De, der har ordet i deres magt, fortæller historien.

BMS feat. First Hate. Oplæsningsperformance galore. Foto: Hannah Bergqvist

19:00. Villascenen i Skulpturparken uden for museets hovedbygning. Det unge danske skrivekollektiv BMS er i fuld gang med at opføre en dragende flerstemmig oplæsningsperformance med dramatisk underlægningsmusik leveret af duoen First Hate. ”Det er koret, der skal synge den navnløse opstand,” messer de. Lyden af glas, der smadres, mens mørket uden for teltet falder på. Tordenskrald, rystelser, er det jordens undergang? Lydbilledet er monotont og musikalsk – karkofoni, asymmetri og symfoni på samme tid. Et stærkt stemningsbillede, som bliver mere og mere messende ekko-agtigt efterhånden som jeg bevæger mig videre ned ad bakken tilbage til Parkscenen, hvor amerikanske Anne Waldman er i fuld gang med at læse højt fra sine beatpoetiske digtsamling, ”Trickster Feminism.” Energien her er staccato, langt mere hård og forceret abrupt. Kontrasten til det meditative udtryk i det foregående indslag er slående. Fedt med mangfoldigheden og de modsætningsfyldte indtryk!

Mikael Berthelsen & debutanterne. Foto: Hannah Bergqvist

19:30. Parkscenen. Mikael Berthelsen i festivallens tilbagevendende indslag med 3 debutanter. I år er det Amalie Langballe, Jens Kæmpe og Molly Balsby, der er med. ”Det spændende ved at tale med debutanter er,” indleder Berthelsen, ”at der ikke er så mange, der kender dem. Og det er interessant, at deres værker er skrevet i en ubevidsthed om, hvordan læserne vil reagere. Og så er det vigtigt at debutanterne får en god oplevelse.” Snakken falder på Forfatterskolen og hvordan nye talenter formes af en hård alkoholkultur og somme tider barske litteraturlæsninger. ”På forfatterskolen lærer de ikke at skrive, men at læse sig selv?” spørger Berthelsen Molly Balsby, som nærmest svarer på spørgsmålet i sin oplæsning fra debutsamlingen ”Ponypriviligiet”: “Hvordan skal jeg forvalte mine privilegier … lade andre tale for en mere lige verden … acceptere bananers modning … min ponykrop er min magtposition … jeg samler mine hænder til en skål, der kan gribe kærligheden”.

Stemningsfuld afslutning i Humlebæk med Claus Hempler på Villascenen. Foto: Hannah Bergqvist

21:00. Villascenen. Musikeren Claus Hempler går på scenen med sin guitar og afslutter festivallens første dag med numre fra sin nye plade ”Kuffert fuld af mursten”. Og særligt sangen ”Op” gør indtryk, mens jeg defilerer rundt mellem de tilhørende og lytter til deres tilstedevær, nyder den lune sommeraftens eftertænksomhed, lysene og refleksionen; ord, der taler for sig selv.

”Jeg høster hvad jeg kan af den billigste poet
Jeg skriver mine memoirer, men jeg husker ingenting …
Der er dage hvor man må ud og lede efter ordet …
Der er dage hvor regnen slår som små syrlige drops.
Hvor hele verden læner sig så langt ned
at den eneste vej er op.
Ryst med hovedet og tramp med foden oven på soklen
ned til roden og op en tur i støvet og stærkt tilbage
en ligning der måske en dag
går op”.

Also in this category