Der er altid en grund til at smile!

by Hannah Bergqvist

(Publiceret på BogMarkedet, d. 10. december 2019. Kræver abonnement).

Indland 10/12/19
Af Hannah Bergqvist

Nye forlag skyder op som kåde spirer på en smuk forårsdag. Iværksætter Martin Witt stiftede i sensommeren Witt Publishing med henblik på at fremme smil og glade budskaber i børnehøjde. Han fortæller her om sin vej mod at blive forlægger med et ansvar for naturen omkring os.

Martin Witt arbejdede oprindeligt som statsautoriseret ejendomsmægler, før han i 2014 sprang ud som iværksætter med Design by Witt. Det startede som et designfirma, der laver interiørfigurer i træ med kollektionerne Tokens of Happiness og Icons med stilrene figurer, der er designet til at sprede glæde.

Herefter gik det stærkt, og han blev udtaget til Copenhagen School of Entrepreneurships Excellerator-program, som han bestod i 2016. Han blev kåret som Årets iværksætter på Frederiksberg i 2017 og var samme år vinder af Tivolis Iværksætterstand til Halloween. I 2018 prøvede han lykken i ‘Løvens Hule’ på DR, og i 2019 stiftede han så Witt Publishing.

Hans mest populære og bedst kendte design er ‘Walter den glade hval’, som han hurtigt fik bygget et historieunivers op omkring. For at styrke den glade storytelling omkring designet lancerede han den første børnebog for at øge kendskabet gennem sjove og lærerige fortællinger.

Du har for ganske nylig stiftet dit eget forlag, Witt Publishing. Hvad er tankerne bag?

”Vi udgav vores første bog om ‘Walter den glade hval’ gennem et andet, mindre forlag. Og netop fordi det var et mindre forlag, var vi selv helt tæt på processen og salgsarbejdet. Men med to nye titler og flere på vej gav det bedre mening selv at overtage hele styringen med projektet. Det giver os et langt bedre overblik over hele forløbet, fra bøgerne bliver skabt som en idé til produktion og salg.

Derudover får vi frihed til at vælge vores samarbejdspartnere, og vi kan langt hurtigere og mere præcist tilpasse os vores kunders ønsker og behov. Endelig giver det os mulighed for at hjælpe andre i gang med at udgive bøger.”

Hvad er udgivelsesprofilen, og hvilke titler har I på tegnebrættet?

”Vi vil gerne udgive børnebøger med et ‘happy’ budskab i et positivt, integrerende univers. Det er også planen at udgive pædagogiske faghæfter baseret på vores bøger. Vi har netop lanceret bogen ‘Hajen Hannibal – Da Hannibal fik sin første ven’ samt ‘Walters pædagogiske faghæfte’. Herudover arbejder vi på en ny bog, ‘Hvalen Vera – Sådan fik Vera sin farve’, som er efterfølgeren til bogen om Hajen Hannibal, ‘Hannibal og Onkel Theodor’. Sidst, men ikke mindst, har vi en mere nichepræget bog om Walter på tegnebrættet, hvor vi italesætter et mere alvorligt, men vigtigt, emne.

Sideløbende med de større bøger er det planen at lancere en serie med små, korte historier om alle vores kendte figurer.”

Hvad har indtil nu været de største udfordringer ved at starte et forlag, og hvad er de vigtigste egenskaber ved at være iværksætter?

”De vigtigste egenskaber er helt klart at tro på sig selv og holde ud! Alt for mange tvivler og giver op alt for let. Al begyndelse er svær, og det tager bare tid at forme et koncept.

I starten var det svært at skabe sig et overblik. Heldigvis var vi meget tæt på hele processen ved udgivelsen af den første bog. Idé og konceptudvikling, opsætning, produktion og distribution fik vi derfor forholdsvist let op at stå. Så den største udfordring har i virkeligheden nok været at udvide og forny vores forhandlernetværk.

Kendskabet til vores første bog er ret godt, men vores kunder og forhandlerne kender endnu ikke vores nye forlag, hvilket godt kan skabe lidt forvirring, når vi kommer ud og introducerer de nye bøger.”

I har tidligere adopteret en hval og har for nyligt indgået et samarbejde med Global Climate Institute — kan du fortælle mere om det?

”Ja, vi har simpelthen adopteret en pukkelhval via den fantastiske organisation WDC (Whale and Dolphin Conservation, red.) Siden jeg startede firmaet, har jeg gerne villet give noget tilbage, selvom vi ikke gav overskud de første par år. Jeg synes, at det er vigtigt at gøre det til en del af firmaets DNA, at vi støtter op om gode, velgørende formål.

Nu er det jo en forretning, vi driver, så det må gerne være formål, der kan styrke vores brand. Og da vi fandt ud af, at vi rent faktisk kunne adoptere en hval, gav det god mening at støtte en organisation, der gør gode ting for havmiljøet og hvalerne. I forbindelse med at vi for nylig stiftede forlaget, ville vi gerne benytte lejligheden til at støtte endnu et godt formål. Og da vi i forvejen lavede træfigurer og nu også begynder at sælge langt flere bøger, ville vi gerne være med til at plante træer.

Vi fandt frem til Global Climate Institute, hvis værdisæt vi kan stå inde for. De har et virkelig professionelt setup, hvor vi kan følge med i præcis, hvad vores donationer går til. Samtidig giver det os ret til at forære unikke certifikater til vores dejlige kunder, som handler hos os. Det er nemlig vores kunder, som gør det muligt for os at plante træer — og der bliver plantet løs!”

I år var I repræsenteret på Bogforum for første gang med jeres egen stand i NewPub-området. Kan du fortælle om jeres oplevelse af messen, og hvordan jeres bøger blev modtaget?

”Det var en fantastisk oplevelse! Det var vores første bogmesse og bestemt ikke den sidste. Vi udnyttede messen til at lancere vores nyeste bog og pædagogiske faghæfte, hvilket gæsterne tog fantastisk godt imod.

Jeg skal ærligt indrømme, at da vi kom første dag og så, hvor kæmpestor messen var, og hvor benhård konkurrencen er, var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet ville få solgt noget som helst. Men det viste sig, at der var rigtig god interesse for vores bøger, som fangede gæsternes og især børnenes opmærksomhed. Selv i NewPubs egen boghandel, hvor vi også var repræsenteret, var der god interesse for bøgerne.

Så bogmessen gav os i den grad en grund til at smile.”


Foto: Witt Publishing

Also in this category